Seminar 2024 blev afholdt i Randers
Torsdag den 7. marts 2024 var omkring 70 personer samlet i Randers til det årlige PETAB-seminar. Dagens emne var blandt andet den foreslåede ændring af grænsen for fri abort i Danmark.
Medlem af Etisk Råd, Lise Müller, fortalte om det arbejde, der har været i rådet forud for deres anbefalinger om abortgrænsen. Professor i pædiatri, Gorm Greisen, fra Rigshospitalet gav sit perspektiv på, hvorfor grænsen skal bibeholdes, hvor den er og derefter fortalte formand for DSOG, Lise Lotte Andersen, om de fordele, der kan være ved at øge grænsen til 18 eller 22 uger. Endelig fortalte overlæge i føtalmedicin, Puk Sandager, om klinisk praksis og etiske overvejelser ved føtocidium. Frokosten blev indtaget i mindre grupper, hvor alle kunne komme til orde og få vendt tanker og spørgsmål omkring en mulig ny abortgrænse.
Om eftermiddagen hørte vi om ny dansk forskning fra Livet efter Tabet. Sofie Mørk gjorde os klogere på hvilke sorgforløb, der er mest almindelig efter dødfødsel, spontan eller provokeret abort og på forskelle i parrenes mentale helbred afhængigt af, om de har været indlagt på en specialafdeling eller fået et standardtilbud. Natasia Hindsbak præsenterede sit studie om kropsopfattelse og seksuelt helbred efter et tab og til slut fortalte Maiken Damm om forældrenes overvejelser og oplevelser ved en sen abort med et sygt barn. Det blev en inspirerende dag med god debat og plads til vores forskellige holdninger og tanker.
Dagen blev afsluttet med generalforsamling i PETAB